En hyldest til Arne – manden der sagde “tvy vale”
Der er mænd der bander som fulde sømænd.
Og så er der dem, som min morfar.
Med en far, der havde et helt leksikon af bandeord i baglommen, i kontrast til en morfar, der i vores familie skilte sig ud som en sær snegl: en smålænding, der ikke engang havde mod til at fornærme en myre. Det værste kraftudtryk han kunne hive frem? “Tvy vale.” Et udtryk der på rigssvensk lander et sted mellem “øv” og et mildt himlende med øjnene. En verbal skuldertrækning.
Der var noget så provokerende venligt ved det. I en verden, hvor folk går amok over en forsinket levering, forkert holdopstilling eller at nogen har hængt toiletpapiret forkert, gik Arne rundt og var mild, venlig – næsten ufatteligt hensynsfuld. Som om han nægtede at bidrage med mere møg til verden end absolut nødvendigt.
Tvy vale – det venligste bandeord
“Tvy vale” var ikke kun hans bandeord, det var hans grænsemarkør.
Det lille udtryk dukkede op, når noget faktisk var helt galt, men han nægtede alligevel at gå i fuld verbal diarré over livet.
Det var tvy vale, når nogen opførte sig dårligt.
Tvy vale, når noget føltes uretfærdigt.
Tvy vale, når AIK spillede – for der, af en eller anden mystisk grund, gik hans grænse.
At netop AIK kunne udløse den milde smålandske irritation er næsten poetisk. Vi har alle vores svage punkter: for nogle er det rodet badeværelse, for andre er det mangel på toiletpapir, for Arne var det tilsyneladende AIK. Men selv da – intet had, ingen hårde ord, kun et bestemt, småt opgivende “tvy vale”, som om han gav verden en chance mere til at skærpe sig.
Den venligste vinder
Arne var beviset på, at den venligste sandelig kan vinde. Ikke på den højlydte, bifaldende måde. Men stille, stabilt, gennem den måde han var på og gennem handling. Ved ikke at kaste møg, når han havde chancen. Ved ikke at gøde konflikter. Ved at være det trygge menneske, der får rummet til at føles blødere – uden at gøre et stort nummer ud af det.
Det er let at romantisere temperament, vrede, store ord og store gestus. Men i kontrast til en far, der kunne alle bandeord i bogen, står der en morfar som modbeviset: du kan leve et helt liv, være ligefrem, have humor, have holdninger – uden at skælde verden ud.
Måske er det netop det, der gør ham så mindeværdig.
At når andre havde råbt, sukket, smækket med døre – valgte han “tvy vale”.
Arven efter ham
Vi er mange, der bærer vores forældres og bedsteforældres udtryk med os, som små usynlige familiearv. “Tvy vale” er sådan et ord. Et ord der bærer en hel måde at være menneske på. En påmindelse om, at man kan reagere uden at ødelægge. Sætte grænser uden at rive i stykker. At være tydelig uden at blive hård.
Måske er det der hans største aftryk findes.
Hver gang du tænker “nu havde morfar sagt tvy vale” i stedet for at miste fatningen.
Hver gang du føler, at du kunne slynge et helt beskidt ordforråd ud – men i stedet vælger den venligere vej.
Arne har måske været en smålænding, der ikke fornærmede en myre.
Men den effekt han efterlod sig var alt andet end lille.
Den venligste vinder ikke altid højest lyd – men den venligste runger længst.
Venlighed er sværere og sværere at finde, men det skal vi passe på. Man skal være venlig mod medmennesker, mod naturen og mod sine omgivelser. At være venlig er en gestus, der er gratis, men som man ikke skal tage for givet. Hvis nogen er venlig, så tager man imod det og giver tilbage samme mængde af venlighed. Hvis man bare tager, ja så siger vi tvy vale og går videre.
Tak morfar for at du viste hvad venlighed var og hvor stærkt og håndgribeligt det kan være at være god.
